BYEN
Aalborg by Aalborg er en by i Region Nordjylland og Danmarks fjerdestørste
by med sine 121.610 indbyggere (2007) Det er samtidig navnet på Danmarks
tredjestørste kommune, Aalborg Kommune, der opstod 1.1.2007 i forbindelse
med sammenlægningen af den gamle Aalborg Kommune og nabokommunerne Hals,
Nibe og Sejlflod. Aalborg blev grundlagt af vikingerne og er beliggende
på den sydlige side af Limfjorden og forbundet med forstaden Nørresundby,
som ligger på den nordlige side. Erhvervs- og kulturliv
Erhvervsmæssigt er byen blandt andet kendt for sin produktion af hvid og grå cement på cementfabrikken Aalborg Portland og for sin snaps - Rød Aalborg - idet De Danske Spritfabrikker blev grundlagt her i 1881 af C.F. Tietgen og C.A. Olesen. I byens østlige del findes endvidere Aalborg Universitet og ca. 12 km fra centrum (på nordsiden af Limfjorden) ligger Aalborg Lufthavn. En betydelig del af byens og områdets erhvervsliv er organiseret i Aalborg Industri- & Handelskammer, der hviler på Guds Legems Laug, indstiftet af driftige Aalborgkøbmænd ikke senere end i 1431. Organisationen, der er landets ældste af sin art, tæller omkring 650 medlemmer. Aalborg har et omfattende og levende kulturliv I byen ligger Nordjyllands Kunstmuseum og flere teatre: Aalborg teater, Det Hem'lige Teater, Jomfru Ane Teatret samt Jako Bole Teatret. Der findes desuden tre biografer - Bio City, Astoria og Biffen. Byen er også kendt for sit natteliv, der blandt andet finder sted i og omkring Jomfru Ane Gade, der rummer mange diskoteker og restauranter. Blandt de mest kendte historiske seværdigheder i Aalborg finder man Aalborg Kloster, det underjordiske Gråbrødre Kloster, Budolfi Kirke, Aalborghus Slot samt Jens Bangs Stenhus. Af øvrige attraktioner kan nævnes Aalborg Tårnet, Aalborg Zoo og forlystelsesparken Karolinelund. Sportsligt er Aalborg kendt for AaB, hvis fodboldhold spiller i Superligaen. Derudover har AaB en professionel håndboldafdeling og ishockeyafdeling. Byen rummer også håndboldklubben Aalborg DH.
Aalborgs infrastruktur
I centrum af Aalborg findes Nytorv, der udgør byens mest centrale plads. Fra Nytorv udgår gågaden Bispensgade og et stykke fra torvet - via Østerågade - ligger gågaden Algade. Den ene ende af denne - som dog ikke er gågade - løber op mod Budolfi Kirke. De to gågader, Nytorv samt de tilstødende gader udgør et af byens største handelssteder, som er samlet i foreningen Aalborg City. På Gammeltorv, som også ligger i centrum, finder man byens gamle rådhus, Aalborg Rådhus. Et stykke fra Nytorv (via Ved Stranden og Borgergade) ligger en af Aalborgs mest trafikerede gader, Vesterbro, som i den nordlige ende er forbundet med broen over Limfjorden til Nørresundby, Limfjordsbroen. Det er det eneste sted (foruden motorvejsforbindelsen i Limfjordstunnellen) hvor man kan krydse Limfjorden fra Aggersund i vest (bro) til Egense i øst (færge). Østerågade bliver til gaden Boulevarden, som leder op til J. F. Kennedys Plads, busterminalen og Aalborg Banegård. Blandt Aalborgs øvrige kvarterer findes Vestbyen og Øgadekvarteret, som primært er beboelseskvarterer. Den østlige del - eller Aalborg Øst - rummer byens universitet (Aalborg Universitet). Skole og uddannelse Som en af landets største byer og centrum for en stor region er Aalborg righoldigt forsynet med alle kategorier af uddannelsesfaciliteter. * Aalborg Universitet (AAU) * Aalborg tekniske skole * Aalborg Tekniske Gymnasium * Aalborghus Gymnasium * Hasseris Gymnasium * Aalborg Katedralskole * Aalborg Handelsskole * Aalborg Seminarium * Danmarks Biblioteksskole
Transport
Aalborgs trafikale samlingspunkt er ved John F. Kennedys Plads. Her ligger både banegården og busterminalen. Fra busterminalen er det muligt at tage en bus til Aalborg Lufthavn.
www.aalborg.dk
www.visitaalborg.com
www.aalborgkommune.dk
www.aalborgcity.com..


