GRUPPEN
Netværksgrupper I Pinsekirken Aalborg prioriterer vi det nære fællesskab i mindre grupper meget højt, fordi vi er overbeviste om, at kristenlivet er allerbedst, når det er et liv i fællesskab med andre - et liv, hvor vi kan dele tanker, oplevelser, glæder og sorger med hinanden.

En netværksgruppe består af en lille gruppe mennesker, som hver uge samles i et privat hjem - og så er alle netværksgrupper åbne for alle, både for dig, der er vant til at være med i et kristent fællesskab og for dig, for hvem det er nyt at komme i en kirke! Netværksgrupperne og gudstjenesten er to måder at være kirke på. De er forskellige, men må supplere hinanden.

Gudstjenesten er et sted, hvor du kan samles med mange andre mennesker for i et stort fællesskab at være sammen med Gud, tilbede Ham og lytte til undervisning fra bibelen.

Netværksgrupperne er et sted, hvor du kan samles med andre mennesker for i en mindre gruppe at lægge vægt på den mere personlige tilegnelse af det, der tales om ved gudstjenesterne eller det, vi sammen taler om på netværksgruppeaftnerne.

I en netværksgruppe er omsorgen og forbønnen for hinanden i højsædet, og der er plads og tid til at hjælpe hinanden til at komme videre i den proces, som troen er. Du er mere end hjertelig velkommen til at besøge en af kirkens netværksgrupper!